En kamp jeg frygter han taber

Det jeg er ved at skrive, er meget personligt, så hvis i ikke vil læse det, har jeg i forvejen advaret jer. Alt negativt, der nu end vil komme, bliver slettet. Det her er meget følelsesmæssigt, og negativitet rundt om det her emne ville gøre mig rasende. Men der er noget jeg gerne vil ud med. Som sagt, min blog var lavet til at starte med, så jeg kunne udtrykke mig selv for nogle visse mennesker, i stedet for at forklare det samme til hver enkelte.

Som mange folk ved, har min bror en dødelig sygdom. Heldigvis findes der en kur. Min bror har knoglemarvsygdom (det hedder det sikkert ikke, men det er en sygdom i knoglemarven), og det gør, at hans knoglemarv ikke virker. Han kan ikke producere blod. Se, jeg har kun fået det her fortalt af min mor, som fik det fortalt af en læge. Jeg er ikke helt god til det her endnu, og ved ikke specielt meget om knoglemarven, men det er noget med at mennesker har 4 x-ere som man skal bruge til at producere blod. Ud af de 4 har min mor 2 ødelagte, og min brors far har 2 ødelagte. Dog har de stadig 2 hver som virker, og derfor fejler de ikke ligeså meget som min bror. For min bror har arvet de to dårligste af dem begge, og derfor er alle fire ud af fire altså ødelagte, så det forsager at han ikke kan producere blod.
Man fandt ud af det da han var i 7 måned, og allerede i mellem 7-8 måned skulle han komme til verden gennem kejsersnit, fordi de ikke kunne behandle ham inde i maven, og at han ville dø hvis de ventede længere. Han var stadig lille der, så han blev på hospitalet nogle uger ekstra, i en varmeboks. Lægerne siger, at det er et mirakel at han kom til verden. Normalt, i en situation som hans, ville han være død i maven, inden de kunne nå at operere ham. Kan ikke huske hvad det hedder rigtigt, men min mor sagde en abort, tror bare ikke lige det er det samme. Så bare det at han er her i verdenen i dag er et mirakel i sig selv.
Siden han blev født, skulle han have opereret en dut ind i siden, som gjorde at det ville være lettere når han skulle få taget blodprøver, for han skulle til hospitalet to gange pr. uge, i hans første år. Senere hen, som tiden gik, begyndte han at kunne klare sig selv, altså, færre møder med hospitalet, og nu, nu når han endelig er 3 år gammel, er det gjort så lavt at han kun skal til hospitalet 1 gang om måneden.
Desværre er det jo ikke hans første operation, og allerede i en alder af 3 år, har han været igennem 5 operationer, og en hel masse nåle (overførsel af blod, blodprøver, bedøvelse, og så videre). I hans hverdag tager han medicin om aftenen. Jeg kan kun forestille mig hvor hårdt det må være, for jeg kan ikke være med til at opleve det, men blot se det fra billeder, og se det på ham og hans krop. Han har fået flere ar, af brændmærker som en læge forsagede under en operation. Han har også haft en operation det aller smertefulde sted på en drengekrop. Ja drenge, i ved nok hvad jeg snakker om, så han er meget modig! Han kunne ikke gå ordentlig før der var gået over en uge. Inden da gik han som en pingvin, men selvom han kommer igennem så meget, ser man ham ikke så tit græde. Han er altid en glad lille dreng, og virker som en hel normal dreng, der bare gerne vil lege med biler og spiderman.

Det har ikke rigtigt gået mig på at han har denne sygdom. Mest af alt fordi vi ved hvordan en kureres, og vi ved, at der kunne ske slemmere ting. Det her er som sagt en mildere sygdom, fremfor cancer. Desværre skete der noget i dag, som jeg ikke rigtig kan forholde mig til.

Min bror græd blod ud af øjnene i dag. Han blev kørt til hospitalet med det samme, og selvom han var derhenne i omkring 10 timer, kunne lægerne ikke finde ud af hvad han fejlede og hvad årsagen var. Han havde været gennem øjenrøgten noget, og ja, de har tjekket meget, men ikke fundet spor. Jeg har så googlet det, og fundet frem til "haemolacria" som det eneste. Der er også Skigmata, til folk, som har den årsag at det er noget med gud at gøre. Desværre er denne sygdom meget sjælden, og derfor har man ikke fået så meget ud af den. Så jeg har ikke været i stand til at finde noget, hvilket gør mig meget urolig. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal tage det her. Om jeg skal tage det tungt, eller prøve at leve så godt jeg nu kan. For hvem ved, måske er han ikke i mit liv om et år. Det gør mig trist at tænke på.. Så ja, jeg ville bare dele det... Håber i forstår. Behøver ikke i læser det, skulle bare ud med det.

Har allerede mistet min storebror og min far. Vil ikke også miste min lillebror.

xoxo Tham